I forbindelse med arbejdet til min bog der udkommer i august ”Friis&Moltke Husene” har jeg fået flere overraskelser. En dag kørte jeg og bogens grafiske designer Vagn hen for at se et hus fra 1958, som har været glemt og aldrig omtalt. Her får du fortællingen om et af arkitektparrets første huse, der er model for de kendte rækkehuse på Permelillevej og som blåstempler, at velfungerende huse kan tilpasses familiers skiftende behov.
En skøn dag i juni, med sol på en skyfri himmel, kører vi gennem Vaserne. Et idyllisk, grønt område, hvor svingene på den smalle vej får forventninger om et glemt hus i vejret og hvor ældgamle og høje træer nejer i vinden, imens vi overhaler cyklister i grønt, gult og orange på travle mountainbikes.
Så når vi frem til Bistrup. På den lange, parcelhusagtige og ensrettede Plantagevej, markerer et lavt murstenshus sig bag en ligusterhæk. Jeg genkender dets ensidigt hældende tag, hvide murværk og de lange, smalle og gamle køkkenvinduer. Bag et vindfang i glas står en hvid, lille og krøllet hund og kigger, da vi nærmer os. Den gør i takt med, at vi banker på.
Det præmierede (u)kendte hus
Huset på Plantagevej er det første, Knud Friis og Elmar Moltke opførte efter, at de vandt den store, landskendte ”Sparekasse-konkurrence for Kjøbenhavn og Omegn” i 1957. Det var en konkurrence om typehuse, opført med billige statslån i en tid med både boligmangel og inflation, for børnerige familier, som skulle have mulighed for at bygge eget hus med have.
Huset opførte de i 1958 til Civilingeniør Jørgen Kristensen, der flyttede ind i 1959. Boligen havde en lang plan, hvor alle kvadratmeter blev brugt og udfoldet på en etage. I alt 115 kvadratmeter, hvor alene redskabs- og vaskerummet i forlængelse af køkkenet udgjorde de 23. Derudover var der vindfanget, et køkken, stue med pejs, to små kamre, soveværelse, hobby- og legerum samt badeværelse. Alt sammen ud fra funktionelle hensyn. I dag er huset udvidet og et par vægge revet ned, men projektet fra konkurrenceprojektet spottes stadig.
Det fornyede, gamle interiør
”Albert vil ud at se, hvad der sker”, siger Steffen, idet han åbner døren og løfter den bjæffende hund op. Han byder velkommen i glasboksen. En moderne ombygning af det gamle vindfang. Herfra åbner stuen sig.
Vandrette, sammenhængende vinduer med sorte rammer og et loft med trælister forlænger stuen. Efter 65 år er loftet stadigt nyt at se på. For enden er der brede gulv-til-loft glasskydedøre, hvor lyset strømmer ind trods den fyldige, hvide markise over terrassebordets med dens rød- og hvidternede dug. 1 meter lange, lysegrå, nye fliser binder alle rum sammen, som et stort fast og glat tæppe.
Tanker om flydende overgange mellem indendørs og udendørs rum afbrydes af Steffen.
Han fortæller, at soveværelset er revet ned for at forstørre stuen. Og at der er åbnet mere op til køkkenet, hvor køkkenelementerne også er fornyede. Familien havde mere brug for plads. ”Jeg håber ikke, at huset er ødelagt”, tilføjer han og tager bogen ”I al enkelhed” om Friis og Moltke ud af reolen. Vi finder projektet til Sparekasse-konkurrencen i bogen og gransker planen.
”Rygraden” i huset udgøres af en bærende, lang, hvid murstensvæg, som husets rum kobler sig på. Den læner jeg mig op ad og mærker den kolde murstensflade og fugerne, der fortsætter ind i hobbyrummet, hvor den rammer endevæggens glasskydedøre og derpå fortsætter ud og danner læ mure på endnu en lille terrasse. Farven på muren er skallet lidt af og skal repareres, fortæller Steffen.
Plantypen der hang sammen med lyset
Muren blev et af husets arkitektoniske kendetegn og afgørende for plantypen, der kunne varieres over temaet afhængigt af hvor solens orientering. De kendte rækkehuse på Permelillevej blev opført lige efter huset på Plantagevej og lavet ud fra samme plan. Dog blev deres stuevindue placeret anderledes af hensyn til lyset og placeringen på grunden. Udnyttelse af det naturlige lys var noget, der kendetegnede arkitektparrets huse op gennem 1950-’60erne. Det samme gjorde husets tilpasning til haven, udnyttelsen af omgivelserne og med flydende overgange mellem ude og inde.
Huset i haven
Her står det hvide hus som en æske på et grønt dække af græs. Fra stuen træder vi ud i haven, hvor øjnene mødes af græsklædte bakker og næsen fyldes af sød blomsterduft. To knudrede æbletræer spækket med lysegrønne æbler er placeret i en perfekt akse, så de kan ses fra terrassen. Træerne er levn fra dengang, der endnu ikke var typehuse på Plantagevej. ”Hele området var en æbleplantage, før huset blev opført”, fortæller Steffen.
Med trampolin og hjemmelavet mountainbike sti med hop, drop og træbroer, bærer haven i dag præg af en aktiv børnefamilie. Det er der plads til i haven og i huset, hvor en Mountainbike står på hovedet i hobbyrummet med værktøj spredt omkring sig.
Da vi går mod udgangen, bliver Vagn og jeg enige om, at den hvide tilbygning – med tre soveværelser, kælder og ensidigt hældende tag – bygget kun ti år efter husets opførsel, falder fint i spænd med både have og hus. Den fortæller tydeligt, at vinderprojektet fra Sparekassekonkurrencen i ’58 sagtens kunne tilpasses familiens skiftende behov.
