4 stjerner i Politiken

4 hjerter til min bog i Politiken

Politiken har givet 4 hjerter til bogen ”På sporet af arkitekten Tyge Hvass – Modernismens glemte pioner”

Journalist Lars Hedebo Olsen har skrevet den flotte anmeldelse ”De to huse fik mig til at sætte hælene i”, smukt indrammet af hans egne minder om blandt andet Tyge Hvass’ Danske hus i Paris.

Med største begejstring læste jeg den 28.8. i Politikens webavis:

Arkitekt og forfatter Marianne Ibler har gravet Tyge Hvass og hans mange bygninger frem og er nedkommet med en smuk bog, der både fortæller hans personlige historie og ikke mindst folder hans mange bygninger ud

Journalistens skarpe og medrivende pen har indfanget bogens dobbelte udfordring – den udfordring, der har drevet mig i årevis. At genopdage både arkitekturen og arkitekten, der har ligget hen i glemsel. 

I sagens natur vidste jeg derfor ikke, om bogen ville blive modtaget med interesse eller blot forsvinde ubemærket blandt de hundredvis af arkitekturudgivelser, der hvert år ser dagens lys.

Jeg tænker, at når man skriver om en kendt skikkelse eller et anerkendt værk, har man et fundament at bygge på. Der findes allerede en offentlig bevidsthed, et udgangspunkt. 

Noget andet er at skulle åbne læsernes øjne for, at hovedpersonen ikke alene har eksisteret, men faktisk også spillet en betydelig – ja, endda bemærkelsesværdig– rolle i dansk arkitektur og design.

Tyge Hvass’ bidrag, som Lars Hedebo Olsen også fremhæver, ligger netop her: i en tyst arkitektur, der forener poesi og funktionalitet – skabt i ærlige, gennemarbejdede materialer som mursten, tegl og træ.

 – Og den stilfærdige styrke og materialefølsomhed var noget af det, som jeg gerne ville kaste lys på med bogen.